Magiske Garners Lambswool kommer fra J.C. Rennie i Skotland. Firmaet blev grundlagt i 1798. Det var J.C. Rennie som udviklede kvaliteten "Supersoft" tilbage i 1970'er. Men nu bruges betegnelsen "supersoft" af spinderier verden over.

Teknisk

J.C. Rennies Supersoft spindes af uld fra lam, som er blevet klippet for første gang. Det er et Z-spundet kartegarn, dvs. det er spundet af fine krusede fibre, som giver et luftig og varmt garn. Det er spændstigt og har et flot fald. Garnet er 1-trådet og let ubalanceret, så det arbejder fint sammen med Z-spundet uldcrepe. Det er også supervelegnet til at blande med mange andre garner.

Løbelængde

Der er ca. 11.300 m/pr. kg eller 1130 m på en 100 gram cone, det varierer lidt fra farve til farve. Det rækker langt, 100 gram er nok til et pænt stort og let tørklæde, tørklædet "Millefleurs" fra bogen Let og luftig strik er et godt eksempel, der er brugt ret præcist 100 gram garn til det tørklæde.

Vask og efterbehandling

Garnet leveres uvasket fra spinderiet. Dvs. at der er rester af spindeolie og lanolin i garnet. Det er altså os, som strikker og væver med garnet, som har fuld kontrol over vask og efterbehandling. Garnet kvælder lidt op og bliver mere blødt i vask. Den færdige strikning/vævning vil – alt efter hvordan det vaskes – krympe lidt.
Det anbefales at vaske to gange, første gang forsigtig ved ca. 40°. Lad til strikningen/vævningen tørre fladt.

Vi benytter cookies på dette websitet til funktioner og statestik.