![]() |
At strikke kan ikke læres for tidligt! |
De fleste af garnerne fra MAGISKE GARNER er forholdsvis tynde. Den skotske lambswool er fint og let, når den strikkes med én tråd. Men det fungerer også godt at blande flere tråde sammen. Fx giver en tråd lammeuld og to tråde uld/cashmere en god kvalitet. Når man strikker med flere tråde er det vigtigt at være omhyggelig med at alle tråde kommer med i hver maske. Gode strikkepinde er en stor hjælp, og de spidse Lace fra Addi er rigtig gode til garnerne.
Efter at et projekt er strikket færdig skal det vaskes. Dels indeholder mange af garnene lidt spindeolie, dels fjerner vask eventuelle spændinger, som måtte være i garnet. Det kan anbefales at bruge Wool Mix, et australsk vaskemiddel, som er særdeles velegnet til uld. Hvis du bruger Wool Mix til uld, behøver du ikke at skylle så grundigt, faktisk er det slet ikke nødvendigt at skylle, forudsat at du ikke overdoserer. Læs brugsanvisningen inden brug! Til sidst skal strikketøjet spændes op. Det er ikke strengt nødvendigt, men opspændingen giver den sidste finish til dit strikketøj. Spænd op på en flamingoplade med knappenåle og lad strikketøjet sidde til det er tørt. Har du ikke tålmodighed til opspænding, kan du bruge et dampstrygejern. Lad jernet svæve en cm over dit strikketøj, så du ikke maser hele strukturen ud af arbejdet.
Når man strikker med crepegarn, trækker strikketøjet skævt. Når man arbejder med felter af henholdevis ret og vrang kan man opnå interessante strukturmønstre. Se kit P9 Magma og kit10 Blomst, hvor dette er udnyttet. Hvis du selv vil forsøge dig er her et par forslag. Det vil også være en god ide at se i Masker & Mønstre - inspiration til strik (FiberFeber 2011) side 64 ff.
Pinde nr. 3
1 tråd lambswool Nm 11.3 og 1 tråd uldcrepe Nm 30
Slå 20 masker op med begge kvaliteter
Pind 1-15:10 vrang, 10 ret
Pind 16-30:10 ret, 10 vrang
Der er nu strikket en firkant som består af 4 felter i ret og vrang
Hæft ender og læg prøven i varmt vand (ca. 60°- eller så varmt vand der er i hanen)
Nu trækker prøven sig samme og der dannes en top i midten. Dup så meget vand af som mulig i et håndklæde og læg prøven til tørre. Træk gerne lidt i toppen for at forstærke virkningen.
1 tråd lambswool Nm 11.3 og 1 tråd uldcrepe Nm 30.
Slå så mange masker op med begge kvaliteter, som du synes. Maskeantallet skal være delbart med 20 + 10 masker.1-15 pind: Strik: *10 vrang, ret* indtil der er 10 masker tilbage, de strikkes vrang.16-30 pind: Strik: *10 ret, vrang* indtil der er 10 masker tilbage, de strikkes ret. Gentag pind 1-30 til tørklædet er langt nok. Læg i blød, dup i et håndklæde og lad det tørre fladt. Hiv gerne i de små toppe for at forstærke virkningen. (Spænd evt op på en flamingoplade med massevis af knappenåle. Bemærk at alle kanter zigzagger pga. sammentrækningen.)